Landespokalerne: sådan kvalificerer klubber sig til DFB-Pokalen

En augustaften i den tyske regn kan en fjerde­divisionsklub pludselig stå over for Bayern München, Dortmund eller Leipzig – med tv-kameraer, fuldt hus og præmie­penge, der kan redde klubbens budget i flere år. Men hvordan i alverden havner et lille landsbyhold i samme turnering som de europæiske giganter?

Svaret begynder langt fra Bundesliga-glamouren, ude på de lokale idræts­anlæg, hvor Landespokalerne – de 21 delstats- og regional­forenings­pokaler – hvert år afgør, hvem der får de eftertragtede billetter til DFB-Pokalen. Her er dramaet mindst lige så intenst, for vinder du din Landespokal, åbner døren sig til en af verdens mest traditions­rige cupturneringer.

I denne guide stiller Fodbold i Tyskland skarpt på de skjulte veje til den store pokal: Hvad er Landespokalerne, hvem må være med, hvilke særregler gælder – og hvor stor er gevinsten egentlig? Læn dig tilbage og bliv klogere på turneringen, hvor drømmene begynder, og miraklerne fødes.

Hvad er Landespokalerne – og hvorfor er de nøglen til DFB-Pokalen?

I fodbold-Tyskland taler man ofte om Landespokale som den “skjulte” halvdel af den traditionsrige pokalstruktur. Hvor DFB-Pokalen er de store dages arena med fuldt TV-setup og internationale stjerner, er Landespokalerne de 21 lokale eller regionale pokalturneringer, der hvert år udklækker en fjerdedel af deltagerne til landets største knockout-turnering.

21 forbund – 21 drømmeture

Tyskland har, ud over de fem regionale forbund, 21 selvstændige delstats- eller regionalforeninger under DFB. Hver af dem arrangerer sin egen pokalturnering, typisk fra juli til maj:

• Baden
• Bayern (Toto-Pokal)
• Berlin (Berliner Landespokal / Paul-Rusch-Pokal)
• Brandenburg
• Bremen
• Hamburg
• Hessen
• Mecklenburg-Vorpommern
• Mittelrhein
• Niederrhein
• Niedersachsen (NFV-Pokal)
• Rheinland
• Saarland
• Sachsen
• Sachsen-Anhalt
• Schleswig-Holstein
• Südbaden
• Südwest
• Thüringen
• Westfalen
• Württemberg

Vinderne – og i tre særlige forbund også en ekstra klub (det vender vi tilbage til senere) – modtager en gylden billet til næste sæsons 1. runde af DFB-Pokalen. Samlet set leverer Landespokalerne 21-24 af de 64 hold, der danner feltet sammen med Bundesliga- og 2. Bundesliga-klubberne.

Hvorfor er de vigtigere, end mange tror?

1. Adgang for “de små”
   For alle klubber fra 3. Liga og nedefter er Landespokalen den eneste måde at komme ind i det store pokaleventyr på. Når et Oberliga-hold som Rot-Weiss Essen eller en lille landsbyklub som SV Oberachern vinder deres lokale pokal, giver det pludselig mulighed for at få besøg af Bayern München eller Borussia Dortmund – med alt hvad det indebærer af tv-penge og fulde huse.
2. Økonomisk lifeline
   Deltagelse i DFB-Pokalen sikrer et syvcifret engangsbeløb i startpenge alene. For halv-professionelle klubber kan én sejr i Landespokalen derfor redde hele næste sæsons budget og finansiere ungdomsarbejde eller stadionrenovering.
3. Sportslig løftestang
   Pokalvindere får en unik scene til at vise sig frem. Spillere som Max Kruse (Werder Bremen) og Jonas Hector (1. FC Köln) blev spottet af større klubber efter stærke præstationer i netop disse turneringer.
4. Regional stolthed
   Lokale derbyer, korte rejser og et finalebrøl i maj på neutral grund skaber identitet og minder, som store dele af Tysklands fodboldkultur er bygget på.

Sådan fungerer nøglen

Uden Landespokalerne ville DFB-Pokalen miste sit folkelige fundament og sine årlige David-mod-Goliat-eventyr. Derfor kaldes de lokalt ofte for “die Eintrittskarte” – adgangsbilletten. De 21 turneringer er med andre ord selve nøglen, der låser portene op for alle de klubber, der drømmer om at ryste storklubberne på en varm pokalaften i august.

Hvem må være med? Deltagelsesregler, undtagelser og lokale veje

Landespokalerne er i udgangspunktet en turnering for alle klubber fra 3. Liga og nedad i det tyske ligasystem. De 36 hold fra Bundesligaen og 2. Bundesliga springer pokaltrinnet over, fordi de automatisk er kvalificeret til den landsdækkende DFB-Pokalen. Dermed bliver landespokal-turneringerne et eksklusivt – og ofte eneste – adgangs­vindue til national eksponering for »Rest-Tyskland«, fra fuldtids­professionelle 3. Liga-klubber til små landsbyhold i Kreisliga.

Deltagelsesregler i korte træk

1. Berettigede klubber: Alle herrehold registreret under et af DFB’s 21 regional-/landesforbund på niveau 3 og lavere.
2. Ikke-berettigede klubber:
   • Bundesliga- og 2. Bundesliga-klubber (allerede i DFB-Pokalen).
   • Klubber, der ikke er medlem af DFB eller mangler gyldig licens.
3. Reserve- og andethold:
   • Må gerne deltage i selve Landespokalen.
   • Må ikke kvalificere sig til DFB-Pokalen; hvis de når en »DFB-berettiget« position, går pladsen videre til det bedst placerede førstehold (typisk finalemodstanderen).
4. Licens- og stadionkrav ved evt. DFB-deltagelse:
   • DFB-licens (økonomi, organisation, ungdomsarbejde).
   • Stadion, der opfylder minimumskrav – f.eks. 4.000 tilskuerkapacitet, projektørlys & tv-faciliteter.
   • Kan klubben ikke leve op til kravene, skal den fremvise godkendt alternativ hjemmebane.

Sådan kommer man ind i landespokalen

Tidsplanen og adgangs­vejene varierer fra forbund til forbund, men skabelonen ligner hinanden:

I store delstater som Nordrhein-Westfalen, Niedersachsen og Bayern findes der et helt hierarki af distrikts- og amts­pokaler, hvor kun vinderne (og i nogle forbund også finalisterne) opnår billet til selve Landespokalen. I mindre forbund kan alle førstehold under den regionale union tilmelde sig direkte.

Hvad hvis en klub allerede er kvalificeret?

• 3. Liga-top 4: De fire bedst placerede hold i 3. Liga går som bekendt direkte til DFB-Pokalen. Hvis et af dem også vinder sin Landespokal, overtager finaletaberen eller den bedst placerede semifinalist pladsen.
• Licens-problem eller reservehold vinder: Pladsen går videre til næste klub i turneringen, der kan opfylde kravene.
• Klubber, der fusionerer eller trækker holdet: Forbundet kan udpege en erstatningsdeltager, normalt den tabende finalist.

Resultatet er et dynamisk pokal­landskab, hvor alt fra traditionsklubber som Rot-Weiss Essen til små landsby­hold lever drømmen om DFB-Pokalen – så længe de lever op til reglerne og klarer sig gennem de lokale veje.

Sådan fordeles pladserne: Fra Landespokal til 64 hold i DFB-Pokalen

Når feltet til næste sæsons DFB-Pokal skal fyldes, foregår det efter en fast nøgle, der både sikrer plads til de største klubber og giver masser af plads til de lokale pokalhelte fra Landespokalerne.

To lodtrækningspotter i 1. Runde

1. Pot 1 – “Amatørpotten”
   Landespokal-vinderne, de tre ekstra klubber fra Bayern/Niedersachsen/Westfalen samt de fire 3. Liga-hold (i alt 28 hold) ryger sammen i Pot 1. Her får de tildelt hjemmebanefordel uanset modstanderen.
2. Pot 2 – “Proffepotten”
   De 36 klubber fra Bundesliga og 2. Bundesliga udgør Pot 2.

Sammenkoblingen er simpel: Alle hold i Pot 1 trækker hver sin modstander fra Pot 2. Resultatet er 28 kampe, hvor underdoggen altid starter hjemme – en vigtig sportslig og økonomisk bonus for de mindre klubber. De resterende 8 pladser (hvis fx et 3. Liga-hold rykkede op og allerede var kvalificeret) fyldes ved, at de sidste hold fra Pot 2 trækkes mod hinanden.

Hjemmebanefordelen gælder også i 2. Runde

I den anden runde gælder samme princip: Er der mere end én divisions forskel på de to modstandere, spiller det lavest rangerede hold hjemme. Fra ottendedelsfinalerne og frem bestemmes hjemmeholdet af lodtrækningen alene.

Kort opsummering

• 64-holdsfeltet sammensættes af 36 professionelle, 4 topklubber fra 3. Liga, 21 Landespokal-vindere og 3 ekstra pladser.
• Landespokal­systemet betyder, at der hvert år er mindst 24 renodede “amatørpladser” i pokalen.
• Underdogs får maksimal eksponering gennem hjemmebanefavorit og TV-dækning i 1. runde.

Netop disse strukturer gør, at DFB-Pokalen gang på gang leverer de store romantiske pokalhistorier – og at Landespokalerne er et af de vigtigste konkurrencer for tyske fodboldklubber uden for de to øverste rækker.

Tre særregler: Bayern, Niedersachsen og Westfalen

Mens de øvrige 18 regional- og delstatspokaler hver kaster én plads af sig, råder de tre tungeste forbund – Bayern, Niedersachsen og Westfalen – over i alt seks billetter til den kommende sæson af DFB-Pokalen. Det skyldes både historiske hensyn, medlems-tal og den sportslige styrke i de respektive områder. Her er reglerne, som adskiller sig fra resten af landet:

Bayern – toto-pokalen plus ét “ligahold”

1. Toto-Pokal-vinderen er den klassiske vej. Turneringen omfatter alle klubber fra 3. Liga og nedefter – dog ingen andethold med DFB-Pokalen som mål.
2. Den bedst placerede ikke-andetholdsklub i Regionalliga Bayern (efter afslutningen af den ordinære sæson) tildeles den anden plads.
   • Er liga­vinderen et reservehold, går pladsen til næstbedste ikke-reserve.
   • Er liga­vinderen allerede kvalificeret via Toto-Pokalen, springer pladsen ligeledes videre til næste berettigede klub på tabellen.
3. Skulle både pokalvinder og ligaens bedste “førstehold” være identiske, udløses altså én ekstra billet ned ad tabellen – ikke til pokalfinalisten.

Niedersachsen – to parallelle pokalstier

Det store delstatsforbund har delt sin turnering i to separate halvdele:

• Der udpeges ingen samlet finalekamp; hver sti har sin egen finale – og begge vindere modtager en billet.
• Hvis et andethold (f.eks. VfL Wolfsburg II) eller en i forvejen kvalificeret klub vinder sin sti, overgår pladsen til den bærerettigede finalist. Er begge finalister uegnede, går man baglæns til semifinalerne osv.

Westfalen – finalisterne får nøglerne

1. Westfalenpokal spilles i ét samlet knockout-træ.
2. Både vinder og taber af finalen tildeles en plads i den følgende sæsons DFB-Pokal.
3. Ved inhabilitet gælder:
   • Er én finalist et reservehold/allerede kvalificeret, gives den ledige plads til den bedst rangerede af de to tabende semifinalister (vurderet på liga­tilhørsforhold).
   • Er begge finalister ineligible, går begge pladser til de to semifinaletabere.

Fælles faldgruber

Andethold, samarbejdsklubber og licenskrav kan altid spænde ben. DFB’s reglement siger, at hvis en klub, der ikke opfylder kravene (stadion, økonomi, licens eller amatørstatus), vinder eller indtager en kvalifikationsplads, ryger den videre til næste bedst placerede, berettigede klub i den pågældende turnering eller sti. I praksis betyder det, at de seks særlige billetter altid ender hos reelle førstehold fra 3. Liga og nedefter – præcis som intentionen bag Landespokalerne.

Praksis og perspektiv: Tidslinje, økonomi og sportslig gevinst

De 21 Landespokaler følger alle – med små lokale variationer – et nogenlunde ens forløb, der er koordineret med DFB, så finalerne kan afvikles på én fælles pokalfestdag.

1. Juni-juli: Første kval- eller hovedrunder. De fleste forbund lader Kreispokaler (kreds- og distriktsvindere) træde til her, mens klubber fra Regionalliga og 3. Liga først kommer ind i runde 2 eller 3.
2. August-november: 2.-4. runde. Kampprogrammet tilpasses ligasæsonen; mange opgør spilles i midtugerne for at undgå overlap med weekendligakampe.
3. Marts-april: Kvart- og semifinaler efter vinterpausen. Forbundene sørger for, at kampene er spillet færdige senest to uger før pokalfinaledagen.
4. Kristi Himmelfarts-torsdag (maj): Finaltag der Amateure. Alle 21 finaler sparkes i tre tv-slots (12.15, 14.45, 17.15). ARD klipper imellem kampene i en maratonudsendelse og viser hver finale i fuld længde på regionale kanaler og som livestream.
5. Juli-august (sæsonen efter): Landespokalvinderne træder ind i 1. runde af DFB-Pokalen – ofte allerede som første kamp efter sommerferien.

Sådan ser vejen ud for en typisk outsider-klub

En Oberliga-klub (niveau 5) skal som regel igennem 5-7 sejre for at vinde sin Landespokal:

• 1. runde: lokal modstander fra Kreisliga
• 2. runde: udemøde med et Verbandsliga-hold
• 3. runde: regionalliga‐klub på hjemmebane (mulig “pokalsensation”)
• Kvartfinale og semifinale: oftest jævnbyrdige opgør mod andre Oberliga/Regionalliga-hold
• Finale: neutral tv-transmitteret kamp – en sejr her giver billet til de “store drenges” bord

Økonomien: Små investeringer, kæmpe potentiale

Allerede et ét-rundes eventyr er livsforandrende for en lille klub:

• Et udsolgt stadion (5-10.000 tilskuere) kan fordoble sæsonens billetomsætning.
• Lokale sponsorer betaler ekstra for bandereklamer i en landsdækkende tv-kamp.
• Ufremkommelige anlægsprojekter – nyt lysanlæg, omklædningsrum, kunstgræsbane – kan finansieres kontant.
• Ekstra medieeksponering lokker spillere og trænere til, som klubben ellers ikke ville kunne få fat i.

Sportslig gevinst: David får lov at møde goliat

Reglen om hjemmebanefordel til underdogs i 1. runde betyder, at Bayern München, Dortmund eller Leipzig pludselig gæster landsbyer som Rödinghausen eller Illertissen. For amatørsiden er det:

1. En unik læringsoplevelse: Spillerne måler sig med Bundesliga-stjerner, trænerstaben kopierer professionelle arbejdsgange.
2. Scout-vindue: Talenter kan spille sig til kontrakter højere oppe i systemet.
3. Klubstolthed: Øjeblikke som lever videre i årtier – ofte markeret med minde-tavler på klubhuset.

Kort sagt: Landespokalen er mere end en lokal pokalturnering. Den er en springbræt-maskine, der kombinerer drømme, kroner og klubsjæl – og hvor en enkelt forårsdag kan ændre en hel forenings fremtid.