Hvem betaler for politiet ved fodboldkampe i Tyskland?

Pyroshow på tribunen, tusindvis af syngende fans i march gennem byen – og hundredevis af betjente i fuld oppakning. Når de største Bundesliga-opgør ruller over skærmen, er politiets blå blink næsten lige så faste gæster som VAR. Men hvem betaler egentlig regningen for den massive polititilstedeværelse, der skal sikre, at derbyet mellem HSV og Werder Bremen ikke ender i kaos? Er det klubberne, ligaen, skatteborgerne – eller en kombination?

I Danmark er svaret enkelt: Staten betaler. I Tyskland derimod er finansieringen af politiets fodboldindsatser blevet et eksplosivt politisk tema, hvor den føderale struktur, en opsigtsvækkende dom fra Bremen og milliardomsættende fodboldklubber støder sammen i et juridisk power-play.

I denne artikel dykker vi ned i føderationens finmaskede paragraffer, Bremen-modellen og den aktuelle landkort-kamp mellem delstaterne. Undervejs ser vi på, hvad slagsmålene om politiregningen betyder for klubkasserne, billetpriserne – og ikke mindst for de fans, der skal betale for øl og bratwurst på tribunen.

Spænd hjelmen, og læs med, når vi stiller det spørgsmål, der får både ministre, klubdirektører og ultras op af stolen: Hvem betaler for politiet ved fodboldkampe i Tyskland?

Sådan er politiet finansieret ved fodbold i Tyskland

Tyskland er en føderal stat, og det gælder også på politiområdet. Hvert af de 16 delstater (Bundesländer) har sit eget Landespolizei, som organisatorisk og økonomisk hører under den respektive delstatsregering. Dermed er det:

• Delstaterne, som planlægger efterretningsarbejde, bemandingsniveauer og udstyr til begivenheder såsom Bundesliga-kampe.
• Delstaterne, der betaler hele regningen for politiindsatsen – primært via de almindelige skatteindtægter (indkomstskat, selskabsskat, moms m.m.), som fordeles gennem delstatsbudgetterne.

Det betyder i praksis, at en politibetjent fra Nordrhein-Westfalen betales af NRW’s eget budget, mens en betjent i Sachsen betales af Sächsischer Staatshaushalt. Forbundsregeringen (Bund) bidrager kun marginalt – fx gennem uddannelse ved Bundespolizei eller i grænseområder – men den daglige ordenshåndhævelse omkring fodboldkampe er en delstatsopgave.

Inde vs. Ude: To sikkerhedszoner

Delstaten stiller generelt kun politi indenfor stadion, når der er tale om akutte ordensproblemer eller alvorlig fare, fx vold eller pyro, som stadionets egne stewards ikke kan håndtere. Den normale bemanding på tribunerne består dog af:

1. Private sikkerhedsvagter, der kontrollerer adgang, gennemsøger tasker og håndterer mindre konflikter.
2. Klubbens Fan-beauftragte (fanrepræsentanter), der skaber dialog og dæmper spændinger.
3. Stewards, som typisk er deltidsansatte eller frivillige med særligt kendskab til stadion og hjemmefans.

Klubberne tegner selv de nødvendige forsikringer og betaler for vagtselskaberne, men uden for stadion – hvor marchruter, togsæt og busser bevogtes – er det fortsat politiets (altså delstatens) ansvar. Netop denne klare opdeling er udgangspunktet for den senere diskussion om, hvorvidt delstaterne kan sende en ekstraregning for merudgifter til højrisikokampe – en debat, der fik sit epicenter i Bremen.

Bremen-sagen: Kan staten sende regningen videre?

Da delstaten Bremen i 2014 ændrede sin Gebührengesetz, åbnede man for at opkræve et særligt gebyr, når fodboldkampe vurderes som højrisikobegivenheder (Kategorie Rot) og dermed kræver en markant større politiindsats end normalt. Modellen affødte et skelsættende retsopgør, der kulminerede i 2019.

Sådan fungerer modellen i praksis

1. Risikoklassificering – Politiet foretager, i dialog med delstatens indenrigsministerium, en vurdering af hver enkelt kamp. Faktorer er bl.a. historik mellem fan­grupper, forventet antal udebanefans, kampens sportslige betydning og tidspunkt.
2. Op-gørelse af merudgifter – Kun dokumenterede ekstraomkostninger kan faktureres: overtid, indkvartering og transport for forstærkninger fra andre delstater samt ekstra materiel. Almindelig grundbemanding og faste lønudgifter indgår ikke.
3. Fakturamodtager – Bremen sender regningen til DFL som arrangements­ansvarlig. Begrunnelsen er, at ligaen formelt afholder kampene og tildeler spilletidspunkter. Werder Bremen er i praksis medhæfter, men DFL bærer hovedansvaret.
4. Finansiel ramme – Opkrævningen er begrænset til merudgifterne; der tilføjes et administrationsgebyr på højst 5 %.

Retsforløbet i korte træk

Hvad må bremen opkræve – Og hvornår?

• Kun merudgifter – Ingen “profit” eller generel deling af politiets basisomkostninger.
• Dokumentation – Hver faktura ledsages af time- og omkostningsskemaer, der kan efterprøves i retten.
• Højrisiko som udløsende kriterium – Typisk «Nordderbyer» (HSV, St. Pauli), opgør mod Dortmund eller Bayern samt pokalkampe med kendte rivaliseringer.
• Ingen bagatelgrænse – Selv mindre merudgifter kan inddrives, men praksis viser et fokus på kampe, hvor bemandingen løftes markant (ofte >1.000 betjente).

Resultatet er, at Bremen i dag rutinemæssigt sender regninger i størrelses­ordenen 200.000-450.000 € for hver højrisikokamp. DFL betaler – men under protest – mens sagen fortsat diskuteres politisk og i andre delstater.

Status i dag: Hvilke delstater opkræver – og hvilke gør ikke?

Efter den skelsættende dom fra Bundesverwaltungsgericht i 2019 har kun én delstat – Bremen – taget fuldt ejerskab på muligheden for at sende en regning videre til fodboldens arrangører. De øvrige 15 Länder befinder sig et sted på spektret mellem “afventende” og “afvisende”. Overblikket herunder viser den aktuelle praksis (maj 2024):

Politisk debat – Hovedargumenter

1. Argumenter for at opkræve:
   • Forureneren betaler-logik: Hvis en begivenhed genererer ekstraordinær risiko, bør arrangøren bære merudgiften – ikke fællesskabet.
   • Incitament: Gebyrer kan motivere klubber og liga til at investere mere i dialog, forebyggelse og egen sikkerhed.
   • Budgetpres: Flere bystater kæmper med stramme økonomier; gebyrindtægter kan frigive midler til andre politiaufgaver.
2. Argumenter imod at opkræve:
   • Offentlig kerneopgave: Grundloven pålægger staten at sikre ro og orden; brugerbetaling bryder med princippet om lige adgang til sikkerhed.
   • Skævvridning: Fodbold udpeges, mens andre masse-events (koncerter, politiske demonstrationer) fredes – potentielt grundlovsstridigt.
   • Administrativt dyrt: Detaljeret opgørelse af merudgifter, tvister om timeforbrug og bevisførelse kræver omfattende bureaukrati.
   • Risiko for priskrig: Dyrere kampafvikling kan skubbe omkostningen videre til fans i form af højere billetpriser eller færre sociale initiativer.

Summa summarum hersker der en tydelig Nord-Syd-akse: De små bystater med forholdsvis store sikkerhedsudgifter (Bremen og Hamburg) er mest villige til at sende regningen videre, mens de store fladedelstater – hvor politiet alligevel kører stormobiliseringer til alt fra karneval til vinfester – fastholder den klassiske skattefinansiering. Hvorvidt flere følger Bremens eksempel, afhænger primært af

• den politiske farve på de kommende landtagsflertal,
• et eventuelt føderalt kompromis mellem DFL og Indenrigsministerkonferencen (IMK) og
• om højprofilerede hændelser tipper den folkelige opinion mod “brugerbetaling”.

Hvad betyder det for klubber, fans og skatteborgere?

Selv om den juridiske kamp om hvem der må betale regningen for ekstra politi ved højrisikokampe langt fra er slut, er de konkrete konsekvenser allerede til at få øje på – både for klubberne, fansene og de skatteborgere, der hidtil har holdt hånden under hele indsatsen.

Økonomisk træfsikkerhed – Eller millionregning?

I Bremen opkræves der et gebyr for dokumenterede merudgifter. Ifølge Bremens seneste offentliggjorte opgørelse ligger gennemsnitsprisen på en højrisikokamp i 1. Bundesliga på cirka 450.000 €. Det kan dog svinge voldsomt:

Regningen sendes til DFL, der efterfølgende kan vælge at fordele udgiften på de to deltagende klubber – typisk i forholdet 70/30 til hjemme- og udehold. For en klub som Werder Bremen kan en enkelt højrisikokamp dermed koste i omegnen af 300.000 – 400.000 €, svarende til lønningerne for en solid Bundesliga-rotation-spiller i en måned.

Billetpriser og sikkerhedsbudgetter

1. Billetpriser
   Klubledelserne er forståeligt nok tilbageholdende med at lade omkostningerne glide direkte over på tilskueren – især i Tyskland, hvor fan power stadig er et tungt politisk argument. Enkelte klubber har dog hævet prisen på udvalgte Topspiele med 2-3 € og begrundet det i “ekstra sikkerhedsomkostninger”.
2. Sikkerhedsbudgetterne
   En Bundesliga-klub bruger allerede 3-5 mio. € om året på egen sikkerhed (stewards, stadionovervågning, adgangskontrol). Hvis de statslige gebyrer bider sig fast, vokser den post til 5-7 mio. € – og skal findes et sted i regnskabet.

Incitamenter til forebyggelse

På den positive side sender gebyrmodellen et klart signal til klubber og fans:

• Ved dialog med fangrupper og early-warning-systemer kan klubberne argumentere for at nedklassificere en kamp fra “højrisiko” til “normal”.
• Klubber, der investerer i safe standing-sektorer, mere kameraovervågning samt fælles mødesteder for udebanefans, kan dokumentere lavere risiko og dermed lavere politibehov.

Samtidig frygter kritikerne, at gebyrpresset gør klubberne mere risikoaverse: mindre billetkvote til udehold, flere personlige data ved billetkøb og – i yderste konsekvens – et mindre farverigt tribuneliv.

Kan modellen brede sig til andre events?

Bremens lov giver også mulighed for at opkræve ved koncerter eller store byfester, men her har delstaten indtil videre været tilbageholdende. Alligevel betragtes fodbolden som præcedens:

• Senatspolitikere i Hamburg, Berlin og Nordrhein-Westfalen har åbent talt om “kulturel ligestilling” – hvis man kan sende regningen til DFL, hvorfor ikke til Rock am Ring eller store nytårsfester?
• Arrangører af maratonløb og festivaler følger udviklingen tæt, fordi de i forvejen opererer med smalle marginer.

Fremtidige scenarier og mulige kompromiser

1. Føderal opblødning
Flere delstater kan åbne for gebyrmodeller, men med loft på f.eks. 300.000 € pr. kamp, så klubberne kan budgettere.

2. Sektorpartnerskab
DFL indgår en rammeaftale med Innenministerkonferenz (IMK) om at finansiere en fælles pulje til højrisikokampe. Pengene fordeles efter need – og delstaterne forpligter sig til klare, ensartede risikokriterier.

3. “Fan-dividenden”
Et kompromis hvor klubber, der dokumenterer lavere fanrelateret kriminalitet over en sæson, får rabat på gebyrerne – en model, der belønner langsigtet forebyggelse.

4. Status quo
Hvis de fleste delstater holder igen, kan Bremen ende som outlier, og DFL vælger at bide smerten i sig, mens resten af Tyskland fortsat finansierer politiet via skattebilletten.

Uanset hvilken vej det går, er én ting sikker: Spørgsmålet om hvem der betaler for politiets tilstedeværelse ved fodboldkampe, vil fortsat være et centralt tema i den tyske fodbolddebat – og en lakmusprøve på balancen mellem sikkerhed, fan­kultur og offentlige finanser.