Hvorfor er pyroteknik forbudt på tyske stadioner?
Brændende blus, gnister i natten og røgslør over det grønne græs. For mange fodboldfans er pyroteknik selve symbolet på den vilde, sydende stemning, der har gjort de tyske stadioner til Europas måske mest intense kulisser. Men lige så hurtigt som et rødt nødblus kan farve Südkurven, lige så hurtigt kan det udløse sirener, bøder - og i værste fald alvorlige skader.
Hvorfor er noget, der ser så spektakulært ud, egentlig ulovligt? Svaret gemmer sig i et miks af stram lovgivning, sikkerhedshensyn og et komplekst ansvarssystem, hvor fodboldklubberne - og i sidste ende fansene - betaler prisen, når flammen blusser op.
I denne artikel dykker vi ned i:
- Det juridiske fundament - fra Stadionordnungen til den tyske sprængstoflov
- De konkrete risici, der får brandmyndighederne til at ryste på hovedet
- Hvordan forbuddet håndhæves i praksis - og hvem der står med regningen
- Den evige debat om kontrolleret pyro: drøm eller realitet?
Sæt dig godt til rette, og lad os tænde et - helt lovligt - spotlight på pyroteknikkens forbudte flammer i tysk fodbold.
Lovgrundlaget: Fra stadionordener til tysk sprængstoflovgivning
Når man taler om forbuddet mod pyroteknik på tyske stadioner, begynder det med klubbernes Hausrecht - deres grundlæggende ret til at fastsætte ordensregler for egne anlæg. I alle Bundesliga- og 2. Bundesliga-klubbers Stadionordnung står der sort på hvidt, at det er forbudt at medbringe, tænde eller distribuere enhver form for pyroteknisk artikel. Denne ordensregel underbygges af DFB’s og DFL’s turneringsbestemmelser, som gør fraværet af pyro til et licenskrav og giver bundesforbundet ret til at sanktionere klubber objektivt - uanset om klubben kan identificere den konkrete gerningsmand eller ej. Domstolspraksis (bl.a. en kendelse fra DFB-Sportgericht i 2019 og flere BGH-domme) har stadfæstet, at klubberne hæfter økonomisk og disciplinært, hvis deres fans overtræder reglerne.
Oven på stadionordenerne ligger den nationale lovgivning, især Sprengstoffgesetz (SprengG) og den tilhørende 1. SprengV, som klassificerer fyrværkeri og scenepyro i forskellige risikokategorier. Kun de to laveste kategorier må i princippet anvendes af privatpersoner, og ingen af dem er tilladt i folkemængder som en fodboldtribune uden særskilt myndighedstilladelse. De mest udbredte bengalske fakler, røgbomber og såkaldt “kold pyro” falder typisk i kategorierne T1/T2 eller P1/P2 og kræver pyrotekniker-bevis, tilladelsesprocedure og en godkendt sikkerhedszone - alt sammen umuligt at opfylde under en kamp.
- F1/F2: Små nytårsfyrværkerier - må ikke anvendes på stadion.
- F3/F4: Professionelle fyrværkerier - kræver sprængstoflicens.
- T1/T2: Sceneteknisk pyroteknik - T2 kun til fagfolk.
- P1/P2: Signal- & nødblus - P2 kræver særlig tilladelse.
Dertil kommer krav fra de kommunale brand- og ordensmyndigheder. Versammlungsstättenverordnung (VStättVO) og lokale brandsyn foreskriver frie flugtveje, røgfri zoner og et maksimalt belastningsniveau for redningsberedskabet. Tændes der pyro, overtrædes reglerne om røgudvikling og varme, og arrangøren risikerer at få arrangementet lukket af brandvæsenet. Mange kommuner har desuden udstedt egne Allgemeinverfügungen, som forbyder affyring af fyrværkeri i radiusen omkring stadion på kampdage.
Til sammen betyder disse lag af privatret (stadionordener), idrætsret (DFB/DFL) og offentligt ret (SprengG, VStättVO, kommunale bestemmelser), at ulovlig pyroteknik på lægterne ikke blot er et “fanprojekt”, men en regulær lovovertrædelse, som kan straffes med bøder, erstatningskrav og i grove tilfælde fængsel. For klubben udløser episoderne rutinemæssigt fem- til sekscifrede DFB-bøder, og forsikringsselskaber kan kræve regres for skader. Dermed er forbuddet fundamentalt forankret på alle niveauer - og vanskeligt at rokke ved, medmindre både lovgiver, forbund og brandmyndigheder ændrer spillereglerne.
Sikkerhed og sundhed: De konkrete risici ved pyro på tribunerne
Pyroteknik er i sin natur designet til at afgive intense flammer, gnister og gløder. En almindelig håndfakkel kan nå op på 1.600 °C, og selv de såkaldte “kolde” skriftebengalske effekter ligger langt over antændelsestemperaturen for bomuld, plastik-sæder og bannere. På en tæt pakket ståtribune betyder det, at selv kortvarig kontakt kan give tredjegradsforbrændinger, antænde tøj eller beskadige elektriske installationer. Derfor kategoriserer både Sprengstoffgesetz og de kommunale brandmyndigheder pyroteknik som åben ild, der kræver sikkerhedsafstande på flere meter - afstande som simpelthen ikke eksisterer på et fyldt stadion.
Flammerne er kun den halve historie; de kemikalier, der skaber farverne, producerer store mængder røg og ultrafine partikler (PM2,5). Når et helt afsnit indhylles, opstår der en cocktail af sigtbarhedsproblemer og sundhedsrisici, der rammer både publikum og spillere:
- Akutte åndedrætsbesvær og astmaanfald hos udsatte grupper samt irritation af øjne og slimhinder.
- Nedsat sigtbarhed for dommere, spillere, TV-kameraer og - vigtigst - for tilskuerne selv, hvilket øger panikrisikoen.
- Kemiske partikler, der kan trænge dybt ned i lungerne og give både kortvarige og langsigtede helbredseffekter.
Når røg og flammer tvinger folk til at flytte sig, kan flugtveje og ambulancegange hurtigt blive blokeret, og redningspersonale får sværere ved at nå frem. Flere hændelser illustrerer problematikken:
- Hansa Rostock - Hertha BSC, DFB-pokal 2017: 26 tilskuere behandlet for røgforgiftning, kampafbrudt i syv minutter.
- 1. FC Köln - Borussia Mönchengladbach, Bundesliga 2014: en steward fik alvorlige forbrændinger på underarmen af en kastesekundbombe.
- 1. FC Nürnberg, 2. Bundesliga 2022: afbrændt banner antændte sæderække; kun hurtig indsats fra brandvæsenet forhindrede større brand.
Selv “professionel” eller “kold” pyro er ikke godkendt til brug midt i menneskemængder. De tyske regler kræver afskærmning, brandslukningsudstyr og uddannede pyroteknikere - forhold, der ikke kan opretholdes i en fyldt Kurve. Desuden binder røgfyldte sektioner brand- og redningsmandskab, hvilket går ud over responstiden til hjerte- eller faldulykker andetsteds på stadion. Derfor konkluderer både Deutscher Feuerwehrverband, DFB’s sikkerhedskommission og de lokale Ordnungsämter, at pyroteknik på tribunerne udgør en uacceptabel samlet risiko - uanset om den tændes af velmenende fans eller certificerede specialister.
Håndhævelse i praksis: Kontrol, sanktioner og ansvar
Pyroteknikforbuddet begynder allerede ved stadionindgangen. Her foretager private sikkerhedsfirmaer, der arbejder på klubbens vegne, visitation af personer, tasker og bannere. Metaldetektorer og håndholdte skannere kombineres med hundepatruljer, og ved højrisikokampe oprettes „intelligente“ sluser, hvor fans visiteres flere gange. Samtidig gennemgås trommer, megafoner og tifo-materiel, eftersom blus ofte gemmes her. Brandmyndighederne kan desuden fastsætte maksimum for flagstænger og bannermål, så genstande ikke kan ombygges til affyringsrør. Forbuddet suppleres af stadionordnens Hausrecht, der giver klubben ret til at afvise eller udvise personer ved mistanke om pyro.
Inde på tribunerne står et netværk af HD-kameraer og sektionskontrollører for den løbende overvågning. Operatører kan zoome ind på enkelte rækker, tænde strobelys for at bryde røg og - i alvorlige tilfælde - bede politiets Beweissicherungs- & Festnahmeeinheiten (BFE) om at gribe ind. Desuden placeres brandvagter bag de mest aktive fangrupper for at minimere reaktionstiden ved antændelse. Samspillet koordineres i stadionets Sicherheitszentrale, hvor klub, politi, brandvæsen, redningstjeneste og DFB-delegeret følger kampen i realtid.
Når det alligevel lykkes at antænde blus, rammer sanktionerne hurtigt. DFB’s sportsretlige instanser udsteder bøder på typisk €10.000-100.000 pr. hændelse, men beløbene kan eksplodere ved gentagelser eller store opgør. I ekstreme tilfælde kan der pålægges:
- Delvist tilskuerforbud (blok- eller udebanesektioner lukkes).
- Helt tomme tribuner („Geisterspiele“).
- Betingede straffe, hvor næste forseelse udløser pointfradrag.
For den enkelte fan er konsekvensen lige så håndgribelig: stadionkarantæner på op til 5 år, registrering i det nationale Datei „Gewalttäter Sport“ samt strafferetlig sigtelse efter bl.a. Sprengstoffgesetz, der kan udløse bøde eller fængsel. Hvis personer eller materiel kommer til skade, kan civilretlige erstatningskrav løbe i hundredtusindvis af euro, og klubben vil som arbejdsgiver ofte søge regres mod identificerede fans. Kombinationen af sportslige, økonomiske og juridiske risici forklarer, hvorfor håndhævelsen - trods kritik for hårde metoder - har høj prioritet hos både klubber og myndigheder.
Debatten om ‘kontrolleret pyro’ og vejen frem
Siden DFB’s store “Pyro-Gipfel” i 2011 har der været en tilbagevendende dialog mellem forbund, klubber og organiserede fangrupper om at etablere kontrolleret eller autoriseret pyro. Fangrupperne argumenterer for, at flammer og røg er en integreret del af tribunekulturen og kan gøres sikker gennem uddannede “Pyrotechnik-Beauftragte”, fastlagte tændetider og afskærmede zoner. DFB/DFL har i princippet været åbne for pilotprojekter, men stiller krav om, at alle øvrige lovgivningsmæssige og forsikringsmæssige forhold først skal være afklaret - et punkt, der gang på gang har fået forhandlingerne til at strande. Resultatet er, at dialogen i dag kører på lavt blus, og de fleste klubber holder sig til den nuværende nultolerance-linje, fordi de ellers risikerer høje bøder og pointfradrag.
De få konkrete forsøg på kontrolleret pyro er enten blevet afvist af myndighederne eller vurderet som “ikke skalérbare”:
- Hannover 96 og Eintracht Frankfurt fik i 2018 afslag på et pilotforsøg, fordi brandvæsenet ikke ville godkende midlertidige sikkerhedszoner.
- I 2015 gennemførte FC St. Pauli én enkelt kamp med kolde pyrofakler under strenge betingelser, men projektet blev droppet pga. uforholdsmæssigt høje forsikringspræmier.
- I Østrig og Schweiz har man tilladt “Sektion-Pyro” ved enkelte kampe, men kun ved stadions med brede løbebaner, så afstanden til publikum er større end på de tætpakkede tyske ståtribuner.
Der peges derfor ofte på alternativer, som kan give visuelle effekter uden åben ild:
| Alternativ | Fordele | Udfordringer |
|---|---|---|
| LED-lys & mobilflash | Ingen brandfare, let at organisere | Mindre dramatisk effekt i dagslys |
| Koreografier med flag/bannere | Billige, lovlige, traditionelt accepteret | Kræver stor koordinering og ofte sigtbarhedsproblemer |
| Kold pyro (isgnister) | Ned til ca. 300 °C - mindre brændfare | Stadig underlagt Sprengstoffgesetz; dyre enheder |
På kort sigt vurderer eksperter, at gennembruddet for kontrolleret pyro i Tyskland er usandsynligt, medmindre der sker (1) en ændring i Sprengstoffgesetz, (2) en fælles forsikringsløsning finansieret af ligaen, og (3) investering i modulopbyggede sikkerhedszoner ved ny- eller ombygning af stadions. En mulig mellemløsning er øget brug af kolde pyroenheder i uofficielle fanzoner uden for stadion, mens selve kampen ledsages af LED-shows. Dermed kan både sikkerhedsmyndigheder og fangrupper få opfyldt dele af deres ønsker, men indtil videre forbliver flammerne - i hvert fald officielt - uden for de tyske tribuner.
