Hvornår starter 3 verdenskrig? Få svaret her

Hvornår fløjter verden til kampstart for Tredje Verdenskrig – og gør den det overhovedet?

Det lyder som et spørgsmål, der hører hjemme på konspirationstunge hjørner af internettet – ikke på en dansk fodboldside, der normalt zoomer ind på Bundesligaens formstærke danskere og taktiske finurligheder. Men netop fordi de seneste års konflikter fra Donbas til Taiwanstrædet fylder mere og mere i samme nyhedsfeed som Haalands mål og Schjeldrups gennembrud, vokser trangen til at få nøgterne svar på, om verden virkelig balancerer på kanten af et globalt stormagts-sammenstød.

I denne artikel samler vi derfor kildebaserede analyser, historiske erfaringer og de mest citerede eksperters vurderinger af, hvor – og hvornår – et scenarie som ”Tredje Verdenskrig” kunne blive virkelighed. Du får både argumenterne fra dem, der mener, at krigen allerede er i gang i proxy-form, og fra dem, der ser atomafskrækkelse og diplomati som effektive bremseklodser. Undervejs kigger vi på konkrete ”triggers”, lærte af Cubakrisen og giver et opdateret risikobarometer for 2026.

Ingen kan spå om fremtiden – men du kan blive klogere på, hvorfor alarmsirenen lyder højere hos nogle end hos andre. Læs med, og få det bedst mulige bud på det spørgsmål, alle frygter, men få tør stille: Hvornår starter 3. Verdenskrig?

Disclaimer og definition: Hvad mener vi med ”Tredje Verdenskrig” – og hvad kan en artikel som denne (ikke) svare på?

Først det vigtigste: Ingen – hverken redaktionen på Fodbold i Tyskland eller de eksperter, vi citerer – kan forudsige fremtiden. Denne artikel er ikke sikkerhedspolitisk rådgivning, men en kildebaseret gennemgang af vurderinger, historiske erfaringer og offentligt tilgængelige udtalelser. Formålet er at nuancere spørgsmålet om, hvorvidt – og hvornår – en eventuel Tredje Verdenskrig kan bryde ud.

Til det formål er det afgørende at forstå, at selve begrebet ”Tredje Verdenskrig” ikke har én autoriseret definition:

1. Klassisk definition: En verdenskrig kræver direkte militær konfrontation mellem de væsentligste stormagter – aktuelt USA, Rusland og Kina. Først hvis disse aktører står åbent over for hinanden på slagmarken, har vi ifølge dette syn en ny verdenskrig.
2. Udvidet eller ”grænseløs” definition: Andre betragter en langvarig, global krigstilstand på tværs af geografi og domæner (cyber, rum, økonomi, informationskrig, proxykonflikter) som en verdenskrig – også selv om stormagterne undgår direkte frontalangreb.

I interviewet ”Er vi nærmere Tredje Verdenskrig med Trump som præsident?” (Kristeligt Dagblad, 05.03.2025) opstiller lektor Peter Viggo Jakobsen en arbejdsdefinition, som vi bruger som referencepunkt:

En verdenskrig involverer som minimum Rusland, Kina og USA i direkte krigshandlinger. En isoleret NATO-Rusland-krig kvalificerer ikke nødvendigvis som verdenskrig, medmindre Kina inddrages.

Når du derfor møder udtalelser som “vi er én beslutning fra Tredje Verdenskrig” i medierne, er det ofte:

• Billedsprog – brugt til at understrege alvoren i fx Ukraine- eller Taiwan-krisen.
• Politisk retorik – ment som afskrækkelse eller til at mobilisere ­hjemlig opbakning.
• Akademisk analyse – hvor forskere tester scenarier ud fra deres egen definition af, hvad der tæller som “verdenskrig”.

I de følgende afsnit gennemgår vi derfor både de positioner, der hævder, at verdenskrigen allerede er i gang, og dem, der finder sådanne alarmer overdrevne. Vi gør det nøgternt, kildebaseret og uden skræmmekampagner – så du som læser kan danne din egen informerede vurdering.

Er den allerede begyndt? Argumenterne for – fra ”krigen mod terror” til proxykrige

Mens mange mener, at ”Tredje Verdenskrig” først giver mening, hvis tanks fra USA, Rusland og Kina skyder direkte på hinanden, hævder en anden skole, at konflikten allerede er begyndt – blot i en form, der er sværere at få øje på, fordi den er spredt ud over tid, kontinenter og domæner.

Wilhelm agrell: 11. September som startskud

Den svenske historiker og efterretningsforsker Wilhelm Agrell formulerede den måske klarest provokerende tese i Ekstra Bladet (28.12.2016):

”Da USA den 12. september 2001 erklærede krig mod terror, definerede man en global fjende uden geografiske grænser – og åbnede i realiteten en ny verdenskrig.”

• Grænseløshed: Fjenden er et fænomen, ikke en stat. Dermed udviskes skellet mellem hjemmefront og slagmark.
• Permanens: Krigen har ingen klar afslutning, fordi ”terror” ikke kan kapitulationserklære.
• Global rækkevidde: Operationer fra Afghanistan til Sahel kædes sammen som ét konfliktkompleks.

Syrien – ”verdenskrig i miniature”

Agrell peger særligt på Syrien-krigen som laboratoriet for den nye verdenskrig:

1. Alle fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd har bombet eller bevæbnet parter i konflikten.
2. Regionale rivaler – Iran, Saudi-Arabien, Tyrkiet – bruger Syrien som slagmark for egne stormagtsdrømme.
3. Konflikten skaber flygtningestrømme, terrorangreb og energimarkeds­forstyrrelser, som rækker langt uden for Mellemøsten.

Agrell sammenligner derfor Syrien med Den Spanske Borgerkrig 1936-39 – en stedfortræderkrig, hvor datidens stormagter testede våben og vilje, før 2. Verdenskrig brød ud.

Masha gessen: Ukraine som næste kapitel

Den russisk-amerikanske forfatter og journalist Masha Gessen går et skridt videre i et interview med DR (12.06.2023):

”Putin oplever, at han allerede fører krig mod hele Vesten. Ukraine er blot frontlinjen.”

Set med Gessens briller er krigen i Ukraine:

• En åben proxy-konflikt: NATO forsyner Kyiv med våben, efterretninger og penge, mens Rusland ser sig selv i konfrontation med ”det kollektive Vesten”.
• Bevis på sammenhæng: Besluttes det i Washington eller Berlin at trække støtten, ændres slagets gang globalt – derfor er krigen indlejret i stormagtsbalancen.
• Moraliseret konflikt: Autoritære regimer versus liberale demokratier – en ideologisk dimension, der minder om Den Kolde Krig.

Verdenskrig uden fanfare – Et ”glidende” fænomen

Fælles for Agrells og Gessens analyser – og for flere andre stemmer i denne lejr – er tre grundantagelser:

1. Sammenkædede konflikter: Terrorbekæmpelse, Mellemøstligt magtspil og stormagtsrivalisering i Øst­europa og Asien er ikke isolerede brande, men forbundne flammer.
2. Domænespredning: Cyberangreb, informationskrig, økonomiske sanktioner og dronestøttede paramilitære kampe er lige så reelle som kampvogne og infanteri.
3. Fravær af skæringsdato: I modsætning til 1. september 1939 eller 7. december 1941 glider denne krig ind i hverdagen uden at blive erklæret – og mange opdager den først, når de selv rammes.

Konklusionen fra dette perspektiv er derfor klar – men samtidig uhyggeligt diffus: Tredje Verdenskrig er ikke noget, der begynder; den er noget, vi lever midt i. Spørgsmålet er, om flere erkender det, før den krydser den røde linje til åben stormagtskonfrontation.

Er alarmen overdrevet? Afskrækkelse, diplomati og atomvåben som bremseklodser

Hvor nogle ser en gryende «slow burn»-verdenskrig, fastholder andre, at vi befinder os i et internationalt system, der – trods alle sine brudflader – stadig har indbyggede sikkerhedsseler. Den danske professor i samtidshistorie Poul Villaume er en af dem. I Ekstra Bladet (28.12.2016) anerkender han, at 11. september ændrede spillereglerne og gjorde “krig” til et narrativ uden klart geografisk endepunkt. Men selve idéen om at udråbe krigen mod terror til startskuddet på en tredje verdenskrig afviser han: terrorisme er et taktisk våben, ikke en stat – og bekæmpes derfor bedre med politi- og efterretningsarbejde end med klassisk stormagtskrig.

Villaume fremhæver især én forskel til 1914 og 1939: kernevåbnene. Med tusindvis af stridshoveder hos både NATO og Rusland er prisen for en direkte konfrontation så ufattelig høj, at selv aggressive ledere må tænke sig om to gange. Hvor det diplomatiske maskinrum før Første Verdenskrig var svagt og mistilliden massiv, findes der i dag både formelle og back-channel kommunikationslinjer – fra NATO-Russland-rådet til de “deconfliction hotlines”, der dagligt forebygger hændelige sammenstød i Syrien og Sortehavet.

Det billede bekræftes i en rundspørge, Kristeligt Dagblad bragte 05.03.2025. Her scorer militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen risikoen for en egentlig verdenskrig til “minus to” på en ti-trinsskala. Argumentet:

• Hverken USA, Rusland eller Kina har en interesse i direkte militær konflikt – de kan nå deres mål billigere via økonomisk pres, cyberoperationer og stedfortrædere.
• Historisk har vi stået langt tættere på atomoptrapning; Cubakrisen i 1962 er fortsat referencepunktet for det yderste, menneskeheden har balanceret på.
• Moderne overvågning og hurtige kommunikationskanaler reducerer risikoen for de misforståelser, der i 1914 lod mobiliseringsplanerne rulle ukontrolleret.

Krigshistoriker Nils Arne Sørensen supplerer: Selv med Donald Trumps mere uforudsigelige retorik ser han USA trække sig i retning af selektivt engagement frem for global stormagtskrig. Isolationstendensen dæmper snarere end skærper konfrontationslysten – om end den kan øge regionale risici, fordi allierede føler sig usikre.

Samlet tegner forskerne et risikobillede, der kan opsummeres således:

1. Afskrækkelsen virker stadig. Atomvåben er ikke blot dommedagsmaskiner, men også daglige politiske bremseklodser.
2. Diplomati er mere institutionaliseret end i mellemkrigstiden. FN, G20, OSCE og adskillige bilaterale kanaler giver flere afløbsventiler.
3. Stormagterne vinder mere ved konkurrence end ved krig. Økonomisk interdependens – uagtet handelskonflikter – hæver omkostningerne ved åben krig.
4. Historien advarer, men den gentager sig ikke mekanisk. At drage en lige linje fra Sarajevo eller Danzig til Kiev eller Taipei ser de fleste historikere som forsimplet.

Konklusionen fra dette “negliger-alarmskolen” er altså ikke, at alt er rosenrødt – men at den alvorlige sikkerhedspolitiske situation fortsat er kontrollerbar, netop fordi de gamle mekanismer for afskrækkelse, alliancer og diplomatisk brandslukning endnu fungerer. Hvor længe de gør det, afhænger af udviklingen i Rusland, Kina og USA – og af verdens evne til at holde de røde linjer synlige, inden de krydses.

Status og retorik i 2024-2026: Putins advarsler, amerikansk linje og europæiske bekymringer

Vladimir Putins advarsel i foråret 2024: Under et pressemøde i Moskva den 17. marts 2024 – få dage før det russiske præsidentvalg – advarede Putin om, at »udsending af vestlige tropper til Ukraine kan bringe verden til randen af en Tredje Verdenskrig«. Samtidig tilføjede han den obligatoriske sætning: »Ingen ønsker det.« (TV 2/Reuters, 17.03.2024).

• Udtalelsen faldt midt i et valg, som EU og OSCE kritiserede for manglende frihed og fairness. Det giver Putin et dobbelt publikum: Hjemmefronten, hvor han fremstiller sig som garant mod vestlig aggression, og Vesten, hvor han forsøger at lægge låg på idéen om regulær NATO-indgriben.
• Retorikken fungerer derfor både som afskrækkelse (»rør ikke Ukraine, ellers…«) og som indre mobilisering (»jeg, Putin, holder verdenskrigen fra døren«).

Hvordan læses ordene i Washington og Bruxelles? I en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad, 05.03.2025 giver tre danske sikkerhedseksperter følgende billede:

Usikkerheden omkring USA’s linje: Alle tre eksperter peger på, at en mulig genindtræden af Donald Trump i Det Hvide Hus kan slå sprækker i den vestlige koalition:

1. Hvis Washington signalerer mindre vilje til at garantere Europas sikkerhed, kan Putins kalkule ændre sig: Hvordan reagerer NATO, hvis Litauen eller Moldova presses næste gang?
2. I Asien ser man samme logik: Skulle USA trække sig delvist, øges fristelsen for Beijing til at teste grænsen omkring Taiwan.

Bundlinjen 2024-2026:

• Afskrækkelse virker stadig. Putins egen indrømmelse – »ingen ønsker en verdenskrig« – bekræfter, at atomvåben fortsat lægger låg på de mest ekstreme scenarier.
• Retorikken er skærpet. Hverken Kremls trusler eller amerikanske præsidenters tweets ændrer på den grundlæggende militære balance, men de øger støjniveauet og gør fejlfortolkninger mere sandsynlige.
• Europa er nervøst – med god grund. Når Sten Rynning giver Putins videre aggression 8/10, afspejler det en erkendelse af, at frontlinjen i Ukraine kan sive vestpå, hvis Vesteuropa træder på bremsen.

Derfor lander den samlede vurdering netop her: Verdenskrigen lurer ikke lige om hjørnet, men risikoen for en større europæisk konflikt – som eskalere, hvis de røde linjer overskrides – er højere end i årene før 2022. Det gør Putins udmeldinger og USA’s interne kurskampe til to hovedindikatorer, man bør holde skarpt øje med i den kommende valg- og budgetcyklus.

Mulige udløsere – og hvorfor de (endnu) ofte bliver stoppet i tide

Når forskere og efterretningsfolk prøver at tage temperaturen på verdenssituationen, dukker de samme fem ”triggers” igen og igen op som potentielle gnister til en global brand. Her er de – og lige ved siden af dem de bremseklodser, der (indtil videre) gør, at vi taler om risici og ikke om igangværende storkrig.

1. Direkte NATO-Rusland-konfrontation – fx via Ukraine eller et baltisk medlemsland.
   Hvorfor farligt? Angreb på et NATO-land udløser artikel 5, som forpligter 31 stater til gensvar.
   Hvad holder igen? Atomafskrækkelse, men også Ruslands begrænsede konventionelle kapacitet og Vestens bevidst selvbegrænsede våbenleverancer (”no boots on the ground”). Vladimir Putins egen advarsel i marts 2024 – ”ingen ønsker Tredje Verdenskrig” – er i sig selv et signal om, at Kreml kender prisen (TV 2/Reuters, 17.03.2024).
2. USA-Kina-eskalation omkring Taiwan.
   Hvorfor farligt? En kinesisk blokade eller invasion kan trække USA – og dermed Japan, Australien m.fl. – direkte ind. Nils Arne Sørensen og Sten Rynning fremhæver netop Taiwan som den eneste lokation, hvor to atommagter realistisk kan kollidere (Kristeligt Dagblad, 05.03.2025).
   Hvad holder igen? Økonomisk gensidig afhængighed, Kinas frygt for langvarig søkrig/sanktioner samt Washingtons ”strategiske tvetydighed”, der holder Beijings kalkule usikker.
3. Regional storkrig i Mellemøsten (Israel-Iran-Saudi m.fl.).
   Hvorfor farligt? USA har sikkerhedsgarantier til Israel og Saudi-Arabien; Rusland opererer i Syrien; Iran kan lukke Hormuzstrædet og trække olieforsyninger ind i ligningen.
   Hvad holder igen? Ingen af stormagterne ønsker olieprischok og uberegnelig terror-spredning. Bagkanalerne mellem Washington, Teheran, Riyadh og Jerusalem har gang på gang dæmpet optrapning (senest efter dronedrab i januar 2024).
4. Fejlfortolkning og utilsigtet optrapning – eksempelvis et nedskudt rekognosceringsfly eller et missil, der havner det forkerte sted.
   Hvorfor farligt? Historien er fuld af hændelser, som kun ikke udviklede sig, fordi modparten tolkede rigtigt (jfr. U-2-nedskydningen under Cubakrisen).
   Hvad holder igen? ”Deconfliction lines” mellem USA-Rusland i Syrien, NATO-hotlines til Moskva og automatiske ”failsafe”-procedurer, der kræver menneskelig bekræftelse før affyring.
5. Cyberangreb mod kritisk infrastruktur med tydelig statslig fingeraftryk.
   Hvorfor farligt? Lægger et el-net eller et hospitals-it ned, kan det tolkes som krigshandling og udløse hård militær gengældelse, selv om ingen bomber er faldet.
   Hvad holder igen? Vanskelig attribution giver diplomater tid til at køle situationen; samtidig er alle stormagter sårbare og ved, at gensidige cyber-slag kan blive økonomisk og politisk kostbare.

Bremsesystemerne – Derfor standses gnisterne ofte

• Kernevåbnenes skygge: MAD-logikken (“Mutually Assured Destruction”) gør storkrig irrationel.
• Krisestyring & hotlines: Siden Cubakrisen har faste protokoller og direkte linjer gjort misforståelser mindre sandsynlige.
• Diplomati – åbent og hemmeligt: Fra Genève-møder til bag-kanaler via neutral mægler (Tyrkiet, Schweiz, Qatar) giver ledere en vej ud, som ikke koster prestige.
• Økonomiske interesser: Global handel, kapitalmarkeder og energibindinger betyder, at ingen stormagt kan gå i krig uden at ramme sig selv hårdt.
• Domestisk modvilje: Vælgerbefolkninger i både Vesten, Rusland og Kina har vist lav appetit på storskalakrig, hvilket begrænser politisk handlingsrum.

Summa summarum: Eksperterne kan udpege flere mulige aftrækkere, men de samme eksperter peger også på en lang række strukturer – fra atomafskrækkelse til globaliseret økonomi – der gør, at selv de mest ildevarslende udmeldinger (som Putins 2024-trussel) ofte rummer deres egen indbyggede bremselogo: bekræftelsen af, at selve ideen om Tredje Verdenskrig stadig er det ultimative skræk-scenarie, ikke nogen accepteret politisk mulighed.

Historiske lærestreger: Cubakrisen viser, hvor tæt vi kan komme – og hvordan man deeskalerer

I efteråret 1962 stod verden ifølge mange historikere tættest på en atomar konfrontation. Cubakrisen er derfor det klassiske pejlemærke, når man taler risikoen for en egentlig Tredje Verdenskrig.

Hvad skete der – Og hvorfor var det så farligt?

1. 14. oktober 1962: Et amerikansk U-2-rekognosceringsfly fotograferer sovjetiske mellemdistancemissiler på Cuba. Missilerne kan nå Washington på få minutter.
2. 16.-22. oktober: Præsident John F. Kennedy indkalder sit ExComm (krisestab). De fleste militære rådgivere anbefaler straks-angreb eller invasion. Kennedy vælger en flådeblokade – officielt kaldt en ”karantæne” – for at give Khrusjtjov tid til at reagere uden at tabe ansigt.
3. 22.-28. oktober: Seks dage med intens spænding. Et amerikansk U-2-fly skydes ned over Cuba; kernevåben er i højeste beredskab på begge sider.
4. Backchannel-løsningen: Gennem en hemmelig kanal mellem Robert Kennedy og den sovjetiske ambassadør Anatoly Dobrynin tilbydes et kompromis: USSR afmonterer sine missiler på Cuba; USA lover offentligt ikke at invadere øen – og fjerner (hemmeligt) sine Jupiter-missiler i Tyrkiet nogle måneder senere.

Konkrete greb, der afværgede katastrofen

• Afskrækkelse virkede: Begge parter vidste, at et atomangreb ville udløse gensidig tilintetgørelse.
• Graduering af militære midler: Blokaden signalerede alvor, men gav plads til diplomati – i stedet for øjeblikkelig bombning.
• Hemmelig diplomati: Backchannels muliggjorde indrømmelser, som ingen af parterne turde give offentligt.
• Tydelige røde linjer – og mulighed for retræte: Kennedy holdt kommunikations­kanalerne åbne, så Khrusjtjov kunne trække sig tilbage uden offentlig ydmygelse.
• Institutionelle lærdomme: Efter krisen etablerede man ”hotlinen” Washington-Moskva og indgik i 1963 den delvise prøve­stop-traktat, der begrænsede atmosfæriske atomprøvesprængninger (Lex.dk).

Relevansen i dag

Peter Viggo Jakobsen minder i Kristeligt Dagblad (05.03.2025) om, at vi selv under Ukraine-krigen ikke har været lige så tæt på atomoptrapning, som vi var i oktober 1962. Det betyder ikke, at faren er væk – blot at:

• Atomvåbnenes afskrækkende effekt stadig lægger en naturlig dæmper på stormagternes handlefrihed.
• Trinvise, proportionelle svar (fx økonomiske sanktioner eller begrænsede våben­leverancer) kan fungere som moderne ”karantæner”, der køber tid til forhandling.
• Diskrete kanaler – fra militære ”de-confliction lines” i Syrien til CIA-FSB-kontakter – fortsat er afgørende, når offentlig retorik fryser til is.

Kort sagt: Cubakrisen viser, at selv når verden balancerer på randen, kan kombinationen af afskrækkelse, trinvise modtræk og hemmelig diplomati forhindre, at en akut konfrontation eskalerer til global krig. Det er den vigtigste historiske lærestreg, når vi vurderer – og dæmper – risikoen for en kommende Tredje Verdenskrig.

2026-overblikket: Scenarier, sandsynligheder og signaler at holde øje med

Hvordan ser trusselsbilledet ud, når vi kigger ind i 2026? De fleste danske og internationale eksperter vurderer fortsat, at en fuldskala verdenskrig er usandsynlig – men de er samtidig enige om, at regional eskalation i Europa og Asien kan løbe løbsk, hvis flere røde linjer krydses.

Opsummerede ekspertratings

• Peter Viggo Jakobsen: Risiko for egentlig verdenskrig “minus to” på en 1-10-skala. Kernevåbnenes afskrækkelse og manglende stormagtsinteresse i direkte konfrontation holder konflikten nede.
• Nils Arne Sørensen: Vi står ikke tættere på det totalødelæggende “ragnarok” end under Den Kolde Krig, men flere brændpunkter gør, at fejlskøn kan få større konsekvenser.
• Sten Rynning: Lav sandsynlighed for global verdenskrig, men høj (8/10) for fortsat eller udvidet russisk aggression i Europa – fx mod Moldova eller Baltikum.

Fem konkrete signaler at holde øje med

1. Omfattende militær mobilisering
   Nye russiske mobiliseringsbølger, ekstraordinære NATO-øvelser eller store kinesiske troppekoncentrationer omkring Taiwan og Fujian-provinsen. Størrelsen og varigheden af øvelser er ofte bedre indikator end selve antallet af soldater.
2. Vestlige frontlinje-tropper
   En officiel udsendelse af amerikanske, franske eller britiske bakkekampstyrker til Ukraine eller Baltikum vil presse Moskva hårdt. Putin kaldte dette for en “rød linje” (TV 2/Reuters, 17.03.2024).
3. Atomare beredskabsopgraderinger
   Offentliggjorte flyt af taktiske kernevåben til grænseområder, varsling om affyringsprøver eller opsigelser af eksisterende våbenkontrolaftaler (f.eks. New START eller INF-ligende traktater).
4. Statssponsorerede cyberangreb + militær respons
   Ser vi koordinerede angreb på energinet, satellit-kommunikation eller finansielle systemer efterfulgt af kinetiske gengældelsesangreb, er tærsklen hævet markant.
5. Politiske “nøglesignaler”
   
   • Opsigelse af “deconfliction lines” mellem USA/Rusland eller USA/Kina.
   • NATO-konsultationer under artikel 4 eller udløsning af artikel 5.
   • Kinesisk beslutning om blokade eller invasion af Taiwan – eller mislykket taiwansk afskrækkelse.
   • Formelle brud på Minsk- og Istanbul-aftaler om sortehavs-sikkerhed eller nye russiske annekteringer.

Husk proportionerne

Selv hvis ét eller flere af ovenstående signaler dukker op, er det ikke ensbetydende med, at Tredje Verdenskrig er uundgåelig. Erfaringen fra bl.a. Cubakrisen viser, at diplomati, afskrækkelse og bagkanaler ofte træder i kraft, længe før den værste eskalation indtræffer.

Med andre ord: Hold øje, men gå ikke i panik. Fremsynede læsere følger både troppebevægelser, traktatudmeldinger og kernevåben-signaler – samtidig med, at de husker, at den statistiske chance for global krig ifølge de førende forskere forbliver lavere i 2026, end den var i 1962.